Wednesday, April 29, 2015

After the mist: Uncovering the waterfall of Gásadalur

Vi vidste på forhånd, at vi måtte vende om. Efter at have kørt tværs gennem Færøerne og ned til bygden Gásadalur på Vagar var vejret blevet gradvist værre. En tyk tåge havde ædt sig ind på os - eller nærmere, vi var kørt direkte ind i gabet på det. Det var åbenbart heller ikke i dag, at vi skulle se det ikoniske vandfald Múlafossur, som ellers stod højt på vores liste over steder, vi bare måtte se på Færøerne. Så vi kørte væk igen - gennem den forbistret tåge med regnen og vinden piskende i vores ryg. Håbet om at se Múlafossur var godt og grundigt slukket. Det er ikke uden grund, at Færøerne bliver kaldt "The Islands of Maybe". Man kan aldrig vide sig sikker med vejret, og vi fik sandelig oplevet, hvor omskifteligt det kan være. Allerede en time senere tilsmilede vejrguderne os med det mest forblændende vejr, man kunne ønske sig. Så vi tog tilbage!
We knew beforehand we had to turn around. While driving cross country to see the iconic waterfall Múlafossur near the village Gásadalur on Vagar, the weather had become increasingly worse. A thick mist had covered the entire scenery like grey heavy closing curtain at the theatre. You couldn't see squat. Apparently, this wasn't the day we would lay our eyes on this beauty. Múlafossur was really high on our list of places to see so it was a darn right shame to miss out on this amazing sight. But the mist had us defeated and we drove off with the wind and rain kickin us in the back. There's a reason why the Faroe Islands is known as "The Islands of Maybe". You can never be sure of the weather and we experienced this first hand. However, just as we thought the game was over, the weather Gods smiled at us and gave us the most incredible weather we could wish for. So we drove back!
Som I kan se, så var vejret helt fortryllende! Landskabet lyste op med sine gyldne græslokker, som matchede de mørke klipper til perfektion. Det var kræs for øjnene. Vi kunne sagtens have blevet der længe for bare at nyde udsigten af vandfaldet, der brusede ned i det tyrkisblå hav med den lille isoleret bygde Gásadalur i baggrunden. Gásadalur har længe været en ensom fætter, da det først var i 2004 at bygden blev forbundet til resten af vejnettet på Vágar. En tunnel blev sprængt gennem det fjeld, man ellers måtte trave henover, hvis man skulle dertil. Det er stadig muligt at gå over fjeldet ad den gamle postrute fra bygden Bøur til Gásadalur, hvis man altså er klar på en lille udfordring med en unik udsigter over fjorden med Tindhólmur, Drangarnir og Mykines. Turen egner sig for lettere øvede, da ruten godt kan være lidt ujævn og stejl. Det anbefales, at man har en guide med, men det er ikke en nødvendighed. Vi havde egentlig tænkt os at gå denne rute den første dag, men vejret (selvfølgelig) satte en stopper for vores planer. Næste gang!
Gásadalur has long been a lonely soul as it wasn't until 2004 that the village was connected to the rest of the road system on Vágar, when a tunnel was blasted through the mountain. Before that time, people had to take the strenous route over the mountain to reach the village. It's still possible to hike the old postal route over the mountain from the village Bøur to Gásadalur, if one is up for a little challenge with a unique over the sea with Tindhólmur, Drangarnir og Mykines. The route is a little bumpy and steep and it's advicable to have a guide with you - however, it's not necessary. Our original plan was to do this hike the very morning we stepped out of the air plane but the weather wasn't on our side so ... next time!
På vejen tilbage fra Gásadalur til lufthavnen stoppede vi i Bøur for at suge de sidste indtryk ind af Færøerne. Dette var det perfekte sted at afslutte vores færøske eventyr. Bygden var lige så lille og charmerende som de andre bygder på øen, men til forskel fra tidligere gange blev vi ikke mødt af tomme gader og stilhed. Nu da solen strålede, så var folk ude for at nyde årets første rigtige forårsdag. Stranden var fyldt med liv. Børn i alle aldre legede tagfat, piger og drenge red på heste og forældre nød det gode vejr. Vi stod ved vandkanten og beundrede solens refleksion på vandet, udsigten til Mykines der puttede sig i horisonten, og talte om hvor meget, vi havde lyst til at blive her, lige her. Jeg husker, hvordan følelsen af lykke boblede gennem kroppen og hvordan smilet bredte sig inde i hjertet.

Lige dér i det øjeblik, var jeg, var vi begge to, for alvor solgt til Færøerne.
On our way back from Gásadalur to the airport, we stopped in Bøur to suck in the last impressions of the Faroe Islands. The little charming village was the perfect place for us to end our adventures. For once we were not met by empty streets and a silent atmosphere as we walked between the characteristic black houses with green grass rooftop like we had experienced in most other villages. With the beaming sun smiling in the sky, people were out to enjoy the first real spring day of the year. The beach was full of life. Kids of all ages were playing tag, girls and boys were riding horses and the cutest dog was chasing a football all over the place. We stood at the beach admiring the glistering water and the view to Mykines in the horisont while talking about how much we didn't want to leave this place. I remember how I was struck by a sincere moment of happiness right there on the beach. You know that feeling where you just don't want to let go of a moment because it's just that perfect.